Hele mit liv har jeg levet på en løgn.
Overlevet på håb, drømme, fantasier og illusioner.
Altid har jeg haft en facade oppe for at ingen skulle kunne ramme mig psykisk ang. min familie og fortid.
Alle nogle ting, jeg troede jeg havde lagt bag mig.
Det gør mig rædselsslagen at du som den eneste kender alle, eller de fleste af mine hemmeligheder. hemmeligheder jeg aldrig havde forestillet mig at skulle dele med nogle andre. Emner som gør mig flov og sårbar, emner som får mig til at føle mig beskidt, brugt og udnyttet.
Der er endnu mange ting du ikke ved, hemmeligheder jeg er bange for måske vil ændre dit syn på mig. Bange for at du ville dømme mig for fejltagelser jeg imod min vilje, har været nødsaget til at udføre for at overleve og for at mine nærmeste aldrig skulle mangle noget .
Måske har jeg været naiv, sat andres behov frem før mine egne, men trods al modgangen, den hjerteskærende, vedvarende sorg jeg kæmper med idag, føler jeg at jeg alligevel har ud rettet noget brugbart.
Mine ar på sjæl og sind, heler nok aldrig. men hvert eneste ar, minder om et nederlag hvor jeg har rejst mig op, skjult sorgen og været det stærke led.
Min opbyggede facade har altid været en del af mig, opbygget pga. omsorgssvigt og en abnorm frygt for at blive forladt.