Efter mange overvejelser om hvad jeg er, og om det er forkert, må jeg konkludere at overskriften passer til mig - hvis jeg tolker ordene korrekt.

Igår ringede min bror om at han nok ikke kom fredag (fair nok, ikke noget der - vi skal nok se hinanden nok, når han er bosat her)... men årsagen burde måske få mig til at blive oprigtigt ked af det - men det er jeg bare ikke... Er heller ikke glad eller lykkelig over situationen, men nærmest... ligeglad.

Min ene onkel ligger i koma, og efter at have talt med min mor for 20 min. siden, ved jeg lidt mere - blandt andet at de ikke regner med at han vågner igen, samt at han bliver holdt kunstigt i live nu.
Efter 2 epileptiske anfald (for 245. gang :\) blev han indlagt. En lungebetændelse (eller noget i den dur) fik kan så, derefter skete - et eller andet... og han gik i koma.

Som så mange af mine andre onkler har de levet på druk i mange år (ved ikke om han var holdt op, men ved at de anfald oftest kom før i tiden når han ikke var clean), siden omkring de 16 har stort set alle mors brødre drukket MEGET dagligt - en enkelt stoppede for en del år siden :) - andre har taget meget mere - diverse stoffer har også påvirket deres liv.
Glemmer aldrig da min ene onkel meddelte "stolt" (efter trusler om max 2 år tilbage - og 2 børn!) at han nu var nede på 40 eller var det 60 smøger og 1 kasse bajer om dagen...
Forstår ikke hvordan det kan være at de blev gift efter så mange år sammen hvor det var sådan..... stakkels unger :\

Ja, føler ikke en sorg pt. ud over at det gør mig ked af at tænke på at så mange af mine fætre og kusiner er opvokset med fædre der drak det meste af tiden og pengene op. En barndom hvor de ikke ville have børnefødselsdag for klassen, fordi de skammede sig over deres familie derhjemme - og deres hjem. DET piner mig.
- men mine onkler kan jeg ikke rigtigt føle sorg over. Jeg ved at de altid har været meget hjælpsomme og flinke overfor mig, min familie og alle vennerne - men de har bare glemt deres egen familie... Deres børn, deres kød og blod :(

Ved at mange nok vil mene at jeg burde være ked, men kan ikke føle det. Kan huske da min oldefar døde, der gik der over en uge inden jeg reagerede, og nej, min onkel er jo ikke død endnu, men.... tja...
Orker ikke at spille nedtrygt - vil istedet lade mine tanker være hos deres tætteste og næreste, de sørger og det forstår man..