udrensning, forvirring, gammel sorg, giv slip, lad gå, luk ud, luft ud...

Slip det fri....

Jeg er ikke glad for mit job. Det er ikke mig. Men som min indre stemme og nogle i min omgangskreds ville sig: "Hvad er der ikke at kunne lide? Fed titel, fed løn, fedt firma?!

Tjah...det ser godt ud på CV'et, men i sidste ende ved jeg godt, at det ikke er mig. At det slider mig ned, i stedet for at bygge mig op, at det tager en hel uge at få motivationen nogenlunde op i gear efter ferie, er bare ét tegn...

Jeg har været syg de sidste 3 dage. Dag 1 tog jeg på arbejde, men måtte tage hjem og lå i sengen uden at gide spise, drikke eller se tv. Så er jeg syg!
Dag 2, sov jeg til kl.12:30 og havde svært ved at falde i søvn til aften, men sov ellers fint.
Dag 3, op og sørge for lillepigen fik tøj på, så farmand kunne gøre i institution, videre på arbejde, men da kvalmen og koldsveden ramte mig igen, måtte jeg køre videre i bussen og tage toget hjem...og nej, det er ikke stress, men en ondsindet maveinfluenza jeg har arvet fra lillepigen...

Har så lige set HUGO, en fantastisk film af Scorsese, som bl.a. handler om ens "formål" med livet. Den er så fint skildret med den lille dreng, og så storladen med al dens sceneri og smukke musik, og den rørte mig dybt.
Drengen havde efter sin fars død tit stået i et højt tårn og kigget ud over Paris og tænkt hvad meningen med det hele var, og til sidst komme frem til, at som maskiner, er der en meningen med hver del, lige så med mennesker, som er en del af "Universets maskine". Så han mente bestemt, at der var en mening med ham også. Så fint.

Jeg er en søger, jeg søger efter svar. Jeg accepterer ikke bare, at sådan er tingene, på godt og ondt, og jeg søger en mening med tingene.
Meningen med det job jeg har nu, er at jeg får mad på bordet, kan styre mine timer som jeg vil (selvstændig) og at jeg skal tilbage og se, at det firma, det sted, de chefer...ikke er noget for mig.

Jeg vidste godt, da jeg satte denne process i gang, at det ville blive hårdt. Lige som de andre gange. Men på trods vælger jeg at gøre det, i søgen på noget bedre, på det rigtige, for inderst inde ved jeg, det er der, bare ikke hvor og hvordan jeg finder derhen, og det er så frustrerende... Ja ja, bare giv slip og lad det komme til dig... Helt sikkert, men kan "du" ikke fortælle min utålmodighed det?

Det føles som en manddomsprøve hver gang, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil det mere. Den svære vej, det komplicerede, det farlige og tæt på selvudslettelige. Nej, jeg vil gerne bede om at det bliver nemt denne gang. At jeg for en gangs skyld kan få noget forærende. Nej nej, jeg ved godt, at man aldrig lægger mærke til de ting, der komme let til én, lissom man heller aldrig fokuserer særlig meget på det, den dag man får valgt den rigtige kø i Netto.... Hvilket er en helt anden snak...

En hjælpende hånd. Hvor finder jeg sådan én, som lige præcis kan opfylde mine behov for selvopfyldelse og profetier? Jeg spørger bare..