Jeg har lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er klump i maven og en følelse af ked-af-det-hed og sorg/savn.

Måske ved jeg det godt, men det har været så rart at have så mange gode dage, at der sker så meget godt, at jeg ikke har haft tid/lyst til at gå ind i mig. Det er ok, det skal bare være en balance. For indeni kan jeg godt fornemme et kaos, en forvirring, et hav af brusende spørgsmål om alt muligt. Jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre noget ved det, jeg aner bare ikke hvad.

Jeg synes at jeg har en masse at give, og en masse at fortælle, men hvorfor kopiere alt det de andre gør, når de gør det så godt? Årh...det er bare en masse tanker jeg har gjort mig om at skrive på en blog, som jeg får så mange ideer til hele tiden. Jeg får bare ikke gjort noget ved det fordi jeg er usikker. Usikker på mig selv og måden "folk" vil modtage det på - hvis der overhovedet er nogen modtagere...

Jeg har fået svar på nogle spørgsmål, nogle af de store, som hvorfor er jeg her og hvad er mit formål. Jeg har fået at vide, at jeg har evner (spirituelle evner) og jeg er blevet mere og mere bevidst om mit meget sensitive jeg. Det hjælper. Men tingene er stadig meget svære en gang imellem, og det er hårdt at tage de ture, selvom jeg ved, at de er med til at udvikle mig og gøre mit liv bedre.

Jeg har en pose med ex'ernes ting, som jeg har samlet. Smykker, bamser og andet, som jeg har gemt i mange år, og som på hver deres tidspunkt i mit liv har betydet meget for mig. Men det er på tide at skille mig af med det - jeg aner bare ikke hvor jeg skal gøre af det. Der er også sange. Som jeg ved jeg skal skille mig af med, som symboliserer noget gammelt og noget, der har gjort ondt, men som er fortid. De gør mig ikke godt mere, jeg har ikke brug for dem mere.

Så...det er vel første skridt. At skille mig af med alt det gamle - både det gode og det knap så gode. Farvel til det, og goddag til det nye - hvad det så end er. Angstprovokerende ikke at vide hvad det er.