For en gangs skyld kan jeg ikke sove. Normalt, eller, normalt og normalt, plejer jeg at sove 12-14 timer herude på psyk, men i nat var det anderledes. Jeg havde siddet hele aftenen og snakket med den dejligste mand, og han havde fortalt mig at jeg var noget særligt, at jeg var smuk og at jeg var hans eneste åndehul herude på afdelingen. Og det eneste jeg kunne tænke på, var, at jeg bare så gerne ville kysse ham. Det er bare så skide svært at gøre, når man er indlagt! Jeg kunne ikke engang sidde tæt med ham, pga. personalet, og det var simpelthen så frustrerende. Jeg glæder mig til at se ham idag. Jeg glæder mig til at blive genert og rødme, når han fortæller om hvordan han er vild med mig. Det er bare så pisse uvant. Det plejer at være mig, der jagter manden, det er hvad jeg er vant til, at være ulykkeligt forelsket i mænd, der alligevel ikke gider have mig, men som dog gerne vil have min trang til dem. Hvordan takler man sådan noget her? Hvordan undgår jeg at blive til en 13-årig pige?
Jeg længes efter et morgenkys. Et blødt, inderligt morgenkys. Af ham.