Jeg var i ILVA idag, med min mor, for at kigge på en ny lysekrone til spisestuen. Det er vist meningen at jeg skal have den i julegave (JA, jeg ved det godt; hele overraskelsesmomentet er ligesom forsvundet nu), så vi travede lidt rundt og hyggede os. Da vi så var færdige, efter at min mor selvfølgelig havde brugt ALT for mange penge på ligegyldige ting - jeg har den egenskab fra hende, pudsigt nok - kørte vi tilbage til psyk, mens vi hørte Kim Larsen og Kjukken. Og det var simpelthen så hyggeligt! Den plade, Sange fra Glemmebogen, er bare så pragtfuld! Nu har jeg godt nok altid elsket Kim Larsen; da jeg var lille, havde jeg My First Sony og et bånd med ham, som jeg bare HELE tiden hørte, så det har faktisk gjort, at min storebror ikke kan klare lyden af ham længere.
Nå, men da jeg så kom tilbage på afdelingen og ind på min stue, kiggede jeg på min iPhone og så der, at jeg havde fået en SMS fra en mand, som jeg er lidt "pjattet" med. Og han kaldte mig smuk! Jeg føler mig som en pige på 17 igen, for bare tanken om ham giver mig sommerfugle i maven og svært ved at udtrykke mig. Han er ældre end mig, men jeg er ligeglad, og han har selv haft problemer, men jeg er ligeglad, for tanken om at det måske kan blive til noget kan decideret redde hele min dag. Han får mig til at smile ved sine små tåbelige bemærkninger, og jeg har lyst til at fortælle ham alle mine hemmeligheder, spille klaver for ham og lade ham læse mine digte.
Og alligevel er det svært at tro på det; at han virkelig ser mig som smuk. Jeg er en stor pige, meget stor, og jeg har selv svært ved at se noget som helst kønt ved mig, må jeg indrømme. Men bare det at han skriver det til mig, gør mig glad. Og det er vel i princippet nok. Er det ikke?