Jeg er venner med et depressivt menneske. Som ikke vil i behandling, fordi han ikke tør indrømme, at han er deprimeret. Trods denne uvilje, er han ikke bange for at bombardere alle sine venner med sin melankoli.

Der var en tid hvor jeg ikke forstod min ven, Benjamin. Jeg forstod ganske simpelt ikke hvordan han kunne søbe rundt i alt det sørgelige, som er foregået i hans fortid, jeg forstod ikke hvorfor han tog alverdens skyld og skam på sig og gjorde den til sin egen.
Men nu ved jeg, at det er bare det, deprimerede mennesker gør. De ser verden gennem et selvbebrejdelsesfilter. Og nogle deprimerede mennesker, som min ven Benjamin, har et uendeligt stort behov for at blive bekræftet. At få at vide, at vi anerkender at han ikke er på toppen. Men han kan ikke selv bede om dette, for det ville være det samme som at anerkende overfor sig selv, at han fejler noget.

Jeg har lovet ham at være der for ham, når han engang føler for at prøve at bryde med nogle af sine mønstre. Jeg ved det bliver hårdt for ham. For jeg ved hvor hårdt det har været for mig :)