Man bliver virkelig overrasket, når man pludseligt læser ens kusines status på Facebook, der siger at hendes lillebror er død. Det er jo så min fætter. Jeg er virkelig chokeret, og det har rørt mig rigtig dybt.

Jeg kendte ikke rigtigt min fætter til sidst, fordi han valgte at trække sig tilbage fra familiearrangementerne. Behandlingen tog alt hans energi, så det kan man virkelig ikke bebrejde ham.
Det virker så uretfærdigt. Han var kun fire år ældre end mig, og jeg tror han har døjet med kræften siden 18 års alderen. På et tidspunkt gik det vist godt, og så var der pludseligt tilbagefald. På min kusine kan jeg forstå han har haft mange smerter, og det er vel ikke så underligt med alt den behandling. Men tanken om at han aldrig rigtig kom i gang med livet gør virkelig ondt indeni. Det er simpelthen så uretfærdigt at han skal kæmpe med det i så mange år, og så tager kræften alligevel hans unge liv.

Pludseligt får jeg det dårligt over at jeg klynker over et dårligt studiejob, og at det der har irriteret mig allermest de sidste par dage, var folk der spillede for høj musik for åbne vinduer...
Mange gange har tanken og frygten strejfet mig. Tænk hvis jeg pludseligt fik kræft. Jeg har haft det så dårligt ved den tanke, og nu gør det ondt at tænke på den kamp min fætter har kæmpet.

Endnu mere uretfærdigt er det at han mistede sin far for ikke alt for mange år siden. Det var ikke på grund af kræft, men en anden sjælden sygdom. Hvor må det være forfærdeligt for mine kusiner og moster, at de først skal begrave deres far/mand og nu deres lillebror/søn.

Nu sidder jeg her og har det elendigt. Det er ikke fair for nogen at de får kræft eller andre fatale sygdomme, men jeg synes det gør det endnu mere tragisk, når en person dårligt nok får lov at begynde sit liv før det slutter.