Jeg er ved at tro, at vejen til happiness, da vist går over min have. Det med at finde den, lykken altså, ude i den store verden, er nok slut for mig. Jeg må sande, at den med at kunne se det store i det små, kan ligge lige for fødderne af en. Eiffeltårnet f.eks. er intet mod det, at se de første små spirer vrimle op af jorden i mine nye plantekasser.

Plantekasser er ret geniale, ikke meget ukrudt der skal fjernes, og det er meget nemmere at overskue, hvad det egentlig er man har sået. Jeg får grøntsager til en mindre landsby, når de engang får vokset sig store.

Nu skal man jo ikke tage ting for givet, måske får vi tørke, eller måske drukner det hele, men man må være optimistisk, og ikke som min havegenbo, der hver gang man siger noget positivt om vejret, altid kommer med den samme sang: bare vent til onsdag, så bliver det storm, regn eller hvad han nu kan finde på af dårligheder, eller som i går, hvor han med et suk sagde: ja, nu er der snart kun et halv år til jul. Det må da vist siges at tage sorgerne, eller hvad det nu er, på forskud, istedet for at glæde sig over, at solen trods alt tittede frem en gang i mellem.

For ham er glasset i hverttilfælde halvt tomt. Synd for de mennesker, der har det sådan, jeg er sikker på, de går glip af mange ting.