At jeg ikke så min kæreste, Kenneth, da jeg læste naturfag op, var noget, som jeg sagtens kunne leve foruden. At jeg ikke så ham i går på grund af en familiefest, er heller ikke det, som jeg nyder at tænke på. Men den kæreste, der kun er hjemme i weekenden, er træt fredag og tager af sted søndag, og derfor i praktik kun er hjemme én hel dag om ugen, kommer jeg heller ikke til at se i næste uge, hvor vi har 3-måneders jubelærum, synes jeg lige er at stramme den!
Så er det heller ikke lækkert, at se på uret hele dagenn og bare sige at nu er det måske 840 timer siden, jeg har set ham. Prøv at regne ud, hvor meget man ser ham på tre måneder!! Jeg holder meget af den her fyr, men det tager hårdt på én, at han ikke er der. Desuden vil jeg ikke være den lede kælling, der siger, at når han nu engang kommer hjem fra kassernen, så skal han bruge alt sin tid på mig og ingen tid på sine venner. Det ville være uretfærdigt!
Og nu kan jeg side og tælle sekunderne, inden jeg om måske to uger kan se ham igen...