I dag/nat er jeg oppe for at supporte Rune og hans phd til aflevering i morgen. Jeg gør hvad jeg kan, læser hans ting igennem, forsøger at komme med fornuftige forslag, selv om de bliver mindre og mindre fornuftige som tiden går, noget af det sidste jeg kommenterede var en tabel der så "ensom" ud. Alt det selv om Rune er "klassens kloge hoved" og jeg har rundet et par "knap bestået" i min tid. Men om ikke andet er jeg her for ligesom at "være der for ham" i nat - den sidste indsats på det lange projekt. Forsøger selv om sproget er fancy english, fagsprog og knap forståelige matematiske/datalogiske theser.
Så mens jeg så dit og dat igennem faldt jeg over "Acknowledgments". Jeg ville ønske jeg kunne fortælle at jeg var så
beskeden at jeg ikke engang havde tænkt på om jeg kunne stå i det afsnit - istedet blev jeg kold og varm og kunne ikke ligge det fra mig for at se om jeg skulle være nævnt og jo "Last but by no means least" blev jeg takket for tålmodighed og support. Det blev så næsten for meget for mig - for "selv tak" du skønne.
Jeg ville aldrig selv kunne skrive en phd - og det er ikke sådan at han behøvede den for at være min helt - men alligevel - det er stort.

Love him