Hvor meget skal der til før det er et skænderi? Hvornår starter et skænderi? Hvornår ender det?

I går var der lidt dårlig kommunikation mellem kæresten og mig omkring at gå i seng. Han er stresset, har hans afhandling at se til - imens render jeg ledig; jeg forstår det godt. Jeg lader ham om at bestemme hvornår vi går i seng - men han tager også hensyn til mig. Ser jeg et eller andet, så sætter han som regel sengetiden efter det. Den dag sagde han af der var tid til et afsnit mere inden vi gik i seng. Jeg sagde at jeg var sådan set midt i et (ca. 45 min.) hvorefter han sagde "efter det". Fint nok - jeg så mit afsnit færdigt og ventede på at han ville pakke sammen inde foran computeren og begynde at gå i seng når han var klar - indtil da surfede jeg lidt rundt på nettet. Der gik en rum tid inden han kom og irriteret sagde noget med at det var meningen at jeg skulle have sagt til lige så snart at mit afsnit var færdigt. Jeg forsøgte at fortælle ham at det var ikke lige hvad han havde sagt. Det var reelt ikke sådan som jeg havde forstået det. Ret hurtigt fik jeg at vide at det bedst var ham der vidste hvad han mente med det han havde sagt - underforstået at det var min skyld at vi nu kom "for sent" i seng. Det var hvad han altid mente med sådan noget og sådan skulle jeg bare opfatte det fremover.
Det var ikke råben og skrigen, det var ikke mudderkastning; men det var en dårlig stemning og en rigtig dårlig tone. Han var mildest talt et ass hole i mine øjne lige der.
Well.. vi gik i seng. Han kunne godt mærke på mig at der var "noget galt" og ville gerne vide hvad. Ja, hvad tror du? Jeg har da ikke lyst til at blive kommanderet rundt - at sådan skal du gøre. Jeg har ikke lyst til at blive blamet for aftaler jeg ikke har indgået. Jeg er ikke en robot der bare kan programmeres. Jeg vil tales til ordentligt. Jeg vil behandles ordentligt. Han kan fandme kommunikere ordentligt!
Well.. vi snakkede om det og det var også okay inden vi sov. Han elsker mig og jeg elsker ham.

En anden ting er at han er manden i mit liv - forhåbentlig for evigt. Jeg vil have hans børn (og mine). Jeg er 27 og han ved at jeg er skruk. Det er på tide for mig at få børn. Alle omkring mig virker gravide. Min søster - min lillesøster er i 4. måned. Men han virker ikke specielt interesseret - han siger at han gerne vil have børn. 3 stykker - men så skal det lige times og være ååh så rigtigt. Men det er jo nu - jeg bliver ikke yngre - det gør han heller ikke og han siger ikke noget om det. Det går mig på. Vil han det i det hele taget - med mig, eller staller han bare? Er han usikker på os? Venter han 3 år og går så fra mig? Får jeg så overhovedet børn?
Jeg vil ikke presse på - det skal være hans egen beslutning. Han kender allerede til min skrukhed. Jeg har bare følelsen af at selv om at han elsker mig, så må det være fordi at han er usikker et eller andet sted. han kammarat skal være far. Han er på samme alder som ham selv, men under uddannelse.
Måske har han ret - tidspunktet er ikke perfekt. Kommer det noget der er perfekt? Eller bliver det bare værre fra nu af? jeg får tudet ørene fulde af at man kan blive for gammel til at få børn - ret snart. Jeg vil også gerne have 3 og jeg vil ikke være en gammel mor. Jeg vil så gerne have at han har lyst til at få børn snart og siger det. Jeg vil så gerne have at han viser mig at det er mig han vil.

Er det her at jeg skal smide ind at jeg skal til jobsamtale tirsdag?