Kære Morten Daugbjerg

Jeg savner dig virkeligt meget.
Du er min far og den eneste far for mig.
Jeg ved at alt det der var sket var alt sammen min fejl.
Du har stolet på mig og du behandlede mig som din egne datter.

Men.Jeg var nødt til at gå min vej, jo mere jeg knyttet mig til dig, jo mere had min mor mig.

Jeg har gemmet mig under hans arm og tror på at alt sammen skal nok gå igen.
5 år er gået, du og min mor er gået fra hinanden.

Min mor kom til mig og sagde at alt sammen var din fejl og det var din skyld at hun ikke kunne have forhold til mig.
Jeg er ikke den lille pige på 16 år længe og jeg er måske naiv, men er ikke blind.

Du mener nok at det var mig der valgt og ikke være din datter mere.
Det er din holdning, du er altid min far.

Jeg husker godt alt vores minder sammen.
Du var der altid når jeg havde kærester sorg og har altid tid til mig når jeg skulle lave mine lektier.
Jeg husker at du sagde til mig'' Du skal ikke skubbe de mennesker væk som ønsker at hjælpe dig''
Jeg ved hvad du ment og så gjort jeg det alligevel.


Jeg hørte at du har fået en søn sammen med din ny kone..
'' Tillykke'' Den dreng er heldig. Jeg ønsker at det var mig der født som dit barn. ( hvad skal der til?)

Idag er for sent, jeg er nok for stort til at være din lille pige igen, men du er aldrig for gammel til at være min far.

Jeg savner virkeligt at græder sammen med dig, jeg ønsker at gøre det helt om igen. Det gør jeg virkeligt.



Alt mine tåre og orde kan ikke bringe min far tilbage igen..........