Da jeg forlod København, anede jeg ikke hvor meget jeg ville distancere mig, hvor lidt jeg ville savne, hvor få rødder jeg ville have. Det kommer bag på mig. At se mit liv dér i et nyt perspektiv. Fra den her udkant, fra det her proviensielle frøperspektiv. Hvor jeg står i et stramt spænd mellem fortiden og fremtiden. Jeg træder på en tynd usikker optegnet streng, som en linedanser, der for hvert skridt risikerer at træde lige lukt ud i ingenting, i den her lille forblæste, iltløse tidslomme. Stilheden og disen og frygten for at fare vild fyger i gaderne. Det er minderne og ungdommens drømme og forventninger som blæser igennem mig. Jeg føler et uvirkeligt sug, for det her sted, var altid et sted jeg tog væk fra, også når jeg kom tilbage på besøg, så var det for at tage væk igen. Men nu er det som om jeg er trådt ud af mit liv, har krænget det af mig som et gammelt kostume, nu er jeg her igen sådan barnagtig, halvnøgen og frysende. Her er så fladt, så fladt, og stille og mørkt. En ro og en konstant susen, fra møllens vinger som pisker tiden til skum.
Men Nørrebros lys er uslukkelige (som en anden dagbogsskriver har sagt det), og København har dens øjeblikke, hvor mulighederne glimter i hver en gadelygte og i alle de små krappe bølger på søer og sund. Byen knaser og knitrer og brænder og skurrer selv med alle dens kødsår og forbindinger. Der var et klart aftryk af savn, da jeg læste de ord om Nørrebro. København har trukket et spor i den sne som er faldet i min krop.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.