Jeg lyver for mig selv.

Tror, det er på tide at indse det. Han er fantastisk. Men... og jeg holder tilbage, fordi jeg mener, at han ikke helt er, som han skal være. Og jeg giver ingen chance. Også selvom han interesserer sig for det samme som mig. Også selvom han hører samme musik som mig. Og selvom han ser så fantastisk dejlig ud, er så ligefrem og tænder for vildt på mig.
Holder igen. Og jeg skaber undskyldninger hele tiden. At han ikke er gammel nok (løgn), ikke sød nok (løgn) og nok bare dropper mig, når vi har haft sex (løgn?).

Og hvis jeg så stopper op og ser mig selv i øjnene - og ser igennem mig selv og mine tanker, må jeg indse, at jeg holder igen, fordi jeg blev såret sidst. Og fordi jeg leder efter tegn på, at det vil ske igen. Jeg leder efter ligheder - og skræmmes af ligheder, men glemmer, at ikke alle er ens. Langtfra.

Og så holder jeg vel også - hvis jeg skal være helt ærlig - igen, fordi jeg er så bange for, at det ikke er det - og at jeg ender med at skulle rode mig ud af noget, jeg uden at tænke over rodede mig ind i.