Klokken er ved at være midnat - jeg sidder i min egen verden, foran skærmen og med ørene fulde af musik. Coldplay.. En fantastisk form for inspiration når man mest har brug for det.
Det har været nogle underlige dage. Hektiske på en ikke-hektisk måde.. Der sker meget her for tiden, ting ændrer sig. Hvilket jeg ikke bryder mig om. Folk jeg holder af har skuffet mig, mere end hvad jeg har kunne holde til. Følelsen af vrede ulmer et sted indeni..
At sidde her - i mørket, i natten, som den eneste oppe - det nyder jeg. Det er kun mig, musikken, de mange tanker og følelser som bliver skrevet ned her. Det har jeg savnet. Her - i natten, i mørket - her kan jeg bare være mig. Give udtryk for hvad jeg i virkeligheden føler. Jeg er for tiden ét stort rod. Ingen andre end mig og en enkelt betydningsfuld person ved det. Burde andre vide det? Måske..
Det er en periode, det er det. Alle tanker og følelser kan komme på én gang og overmande mig. Det burde ikke komme bag på mig, for det er jo sket før - men så alligevel.. Jeg har en følelse af bekymring. En bekymring for om min fremtid bliver som jeg vil have den, om hvordan min søster skal klare sig igennem sin svære tid som alene efter fem år, om min halvsøsters liv nogensinde bliver nogenlunde stabil og om hvor længe min familie er samlet i det antal som vi er nu. Bekymringer.
Jeg har en hel del mere på hjertet, men det vil først komme til at give mere mening når jeg ved hvordan det skal forklares. Dette her, det er bare en form for min virkelighed.