Jeg har virkelig fået sådan lyst til at tage hjem. Jeg savner vesten, vandet og vinden. Og farmor ('s historier). Og farfar (men han er død). Og far (uden stedmor) og mor (i godt humør). Jeg savner Luna, min lange gravhund (som putter med snuden i mit T-shirt ærme). Jeg savner en lang gåtur ved Vesterhavet sådan helt vildt, med bunkers og ral og runde sten. Jeg savner sommerhuset (med stråtag). Jeg kunne virkelig godt bruge en tur i sommerhus. Jeg savner pigeværelset helt oppe under taget i min mors lille byhus (med vindlyde i teglene og quiltede tæpper). Og lyden af kaffemaskinen og poter på trægulv. Jeg har virkelig hjemve i dag. Mærkeligt, for det har jeg ellers aldrig. Måske det er fordi jeg snart er hjemløs her? Jo mere man tænker på det, jo værre bliver det. Der hænger også sådan en tyk efterårs melankoli i luften. Den falder ned sammen med bladene. Det er ellers en årstid jeg elsker, men med kedelige udsigter og en fødselsdag om hjørnet, har det hele sådan et lidt trist skær.

Her på tærskelen til en spritny uge forsøger jeg at få lukket et par hængepartier fra den forgangne. Jeg har en 'tekstpakke' jeg skal have lavet færdig og skippet afsted. Det tager bare altid længere end man lige regner med.

Py-partyet var hyggeligt, men jeg sov elendigt... for det første fordi vi overåd sukker. Og for det andet fordi vi så film til kl 01 og derefter forsøgte at holde øjene åbne til Wozniacki-kampen, som vi troede gik på ved to-tiden men som først gik i gang langt senere. For det tredje fordi da jeg endelig faldt i søvn, var det på en stor dobbelt luftmadras med en højgravid ved min side, som konstant skulle ud og tisse, hvilket gjorde, at hver gang hun lagde sig var jeg ved at blive katapulteret op i stueloftet.