Jeg kan i grunden ikke fordrage ordet/begrebet konformitet.

Vi mødes dagligt med forventninger fra omverdenen om at vi lever vores liv på en bestemt måde, og at vi i givne situationer agerer i tråd med det "normale".

Een af mine yndlingsaversioner er parcelhuskvarteret. Jeg får kuldegysninger bare ved tanken. Al den "pænhed" rettet ind til højre. Ligusterhække (ligusterfascisme) i lange baner, hvor man ser skævt til naboer som bare træder en smule ved siden af det "normale". Hver gang jeg/vi besøger familie og venner i et parcelhuskvarter, rammes jeg af tanken om at blive kvalt, hvis jeg var tvunget til at opholde mig der i længere tid. Vores allesammens bonderøv; Frank Erichsen, udtrykte det meget malende engang: "byen er et sted hvor man tager hen for at hente forsyninger, hvorefter man hurtigst muligt tager tilbage til vildmarken". Så klart kan det siges; få mig væk, få mig ud på heden igen.

Men hvad er det så lige jeg møder på heden?. er det ikke bare en anden form for konformitet?.

Joh, såmænd. Landbrugserhvervet er gennem mange generationer blevet gennemsyret af sin egen virkelighedsopfattelse, og normalitetsbegreber, godt hjulpet af banker og kreditforeninger som gennem deres målrettede udlånspolitik har styret, og ensrettet bønderne. Væk er snart mangfoldigheden, og bæredygtigheden; hvis ikke vi snart får et opgør med den "nye konformitet".

Det er med blødende hjerte jeg ser mit, engang, så højtelskede erhverv fanget i en gældsfælde, og lagt for had af det omgivne samfund. Bønderne forstår det bare ikke. Man lever stadig i den vildfarelse at kvantitet = kvalitet. Når (hvis) man så opdager det er det for sent, (gælds)fælden er klappet, og man forsøger med øget bulkvareproduktion at kæmpe sig ud af problemerne. Det er skruen uden ende.

Til det ovenstående er der vist bare at sige: "jeg vil ikke være normal, jeg vil være mig selv"!