Drengen på tre leger med plastichalmballer og puslespilsbrikker.

Min kusine er taget til ridning.

Halvsøsteren sidder enten foran computeren, eller er langt om længe gået igang med at rense akvarie.

Kusinen lavede lige aftensmaden inden hun gik. Jeg skal bare smide det i ovnen. Nemt, men jeg troede jeg skulle lave pizza. Jeg skal passe drengen - hans far har lige sagt jeg skal se efter ham i en halm time, og så kommer han med ham ud og køre.

Indrømmet, jeg tager det personligt efter irettesættelsen i går - føler mig om ikke andet så endnu mere uvelkommen end nogensinde.

Støvsugeren i selskabsstuen da jeg kom hjem - døren til haven stod piv åbent og der var jord på gulvet. Intet ord om det.

Hoppen. Hun får lov at stå. Min forfejlede indsats. Når jeg ikke kan gøre det rigtigt, har jeg slet ikke lyst. Når der ikke er udsigt til at få hjælp til at gøre det rigtigt, kan jeg ikke se et formål med at fortsætte, som ikke rent egoistisk handler om, at jeg gerne vil ride.

Jeg har kvalme igen. Kun lidt. Men det er der.

Hvordan kan man gøre sig så upopulær så hurtigt? Jeg har ikke generet nogen, udover halvsøsteren, og det har jeg undskyldt for.

Måske hun bare glæder sig til at jeg får pakket sammen og forsvinder herfra.. Torsdag bliver bilen så bare pakket, og så går turen hjemad så hurtigt som muligt. Hold da fast altså. Det er ikke nemt når man skal træde så varsomt.

Jeg glæder mig til at bo selv igen.. Mere og mere for hver dag der går!