Vindueskarmen i køkkenet har fået midlertid status som drivhus. Jeg for-spirer mange frø, der skal blive til skønne blomster i min have til sommer.

Det første hold spirer er nu så store, at de skal plantes om i en anden slags jord. Så i dag har jeg stået ude i haven med urtepotter, jord og så de små bitte grønne spirer, der for 10 dage siden bare var indnu mindre frø.
Jeg måtte være utrolig forsigtig med de små størrelse. Rødderne var bare fine tråde, der meget let gik i stykker. Jeg følte, at mine fingre voksede og blev store og klodsede, da de skulle håndtere de små skrøbelige kommende blomster, men jeg kunne også mærke, at de blev lettere og mere fintfølende. Hvis der havde været musik til denne scene, skulle det have været et stykke kammermusik af Mozart - et fletværk af legende lette violiner.

Jeg stod der på terrassen og følte noget, der mindede om ømhed for de små størrelser. Solen var til og fra og vinden absolut ikke sommerlig, alligevel var stemningen forårsagtig, og jeg nød at flytte spirene, nød at have hænderne i jord igen. Jeg kiggede ud over resten af haven og forestillede mig, hvordan den vil se ud om 3 måneder. Det var dejligt.

Jeg følte mig lykkelig i ømheden for det spirende liv. Lykkelig i håbet og de glade forventninger til mere lys, varme, farver og dufte. Jeg elsker mit rige liv lige her på det sted, hvor jeg allerhelst vil være i hele verden. Min familie, venner, der er tæt på, selvom vi bor langt fra hinanden. Jeg skønner på, at jeg har friheden til at sige, at jeg har en lortedag, fordi jeg spildte kaffe på gulvtæppet i morgens, og lige har fået et skattesmæk på 3200 kroner. Som om det var noget i forhold til...
De små grønne liv, der skal passes, vandes og tales til med venlig stemme tænder disse gode varme følelser i mig.

Jeg ved slet ikke hvordan, jeg skal skrive det, der presser sig på lige nu.
Midt i billedet af mit lille for-tiden-paradis dukker der tanker op om jordskælv, radioaktiv stråling og bølger, der rev hele byer, mennesker, afgrøder ja alt med sig. Uden varsel og med en styrke, man slet ikke kan fatte.

Jeg forestille mig sekundet før vandet og katastrofen ramte - i det sekund stod måske en kvinde i en japansk kystby og plantede små spirer over i større potter. Hendes spirer var ligeså skrøbelig og ligeså forjættende som mine. Hun stod og tænkte på, at det er fantastisk at det snart bliver sommer igen. Hun glædede sig til farverne, duftene og lyset. Men selvom hun var ligeså forsigtig som jeg var med sine små spirer og deres trådtynde rødder, forsvandt de fra hende i løbet af det næste sekund.
Når det gælder forskellen mellem liv og død er der ingen gråzoner. Liv er liv, og død er død. Som at danse på et skakbræt.

Jeg vil øve mig på at leve i netop det sekund FØR katastrofen rammer. Ikke ved at huske mig selv på, at jeg er priviligeret og heldig. Det medfører alt for tit skyldsfølelser over ikke at skønne nok på alt det gode. Måske handler det om at acceptere, at det er muligt, at der kommer en bølge og slukker alt liv på et tidspunkt, hvor man mindst venter det. Men den accept skal ikke være vejviser. Den skal bare ligge ligeså stille og trygt i rygsækken og være en del af en ganske bestemt erfaring - nemlig den erfaring, jeg ikke selv har levet endnu. Den erfaring, der uvægerligt vil komme til mig på et tidspunkt.

Det vigtigste er, at passe på sine spirer - uden tanke på kommende haglbyger, der kan så dem ned - hunde, der vil elske grave dem op af jorden, fordi der måske ligger et kødben begravet lige der, hvor de står, for slet ikke at tale om mennesker, der glemmer at vande dem.