Det er godt nok mange år siden jeg har skrevet herinde. Men nu er det måske tid.
Lige nu ligger jeg med bihule- og lungebetændelse, så kan ikke lave så meget andet end at sidde med min computer i skødet.

Er ked af det.
Må nok lige skrive lidt forhistorie.
Egentlig på sin vis en fantastisk historie:
Jeg arbejder med børn i skolealderen, og forrige år startede en dreng hos mig med en virkelig sød far. Men han var gift, så der skulle historien ligesom slutte. Men men, jeg gik og drømte om ham. I perioder lykkedes det mig at tænke på noget andet. Han blev så skilt, men jeg tænkte at han er helt uopnåedelig for mig og det ville også være virkelig upassende eftersom det professionelle virkelig kommer i klemme her. Det skulle ikke gå ud over drengen. På en måde fornemmede jeg at der var en interesse fra hans side også, men jeg var virkelig i tvivl, og da vi begge er ret tilbageholdende, var det også svært at finde ud af.

Blev så trist af at gå og vente på at se ham, blive glad når det endelig skete, for så at se ham gå ud med sine sønner igen uden der skete mere. Det skal så lige siges at to af mine kolleger, som jeg ser privat, blev ved med at sige hvor meget han kiggede efter mig altid og de var meget sikre på at han var interesseret, men jeg havde svært ved at tro på det.

Jeg så nogle andre fyre, og prøvede at banke faren ud af mit hoved Men han blev ved med at dukke op. Til sidst tog jeg en vild beslutning, som jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre. Jeg fandt hans profil på facebook og sendte ham en mail. Om at jeg syntes han var temmelig dejlig og det mildest talt var svært at koncentrere sig når han kom ind ad døren. Og at jeg godt vidste det var uprofessionelt. Og at han jo kunne tage det som et kompliment. Det er virkelig noget af det VILDESTE jeg nogensinde har gjort for jeg vidste virkelig slet ikke hvordan han havde det med mig og det kunne bare ødelægge så meget med mit arbejde, som jeg er utrolig glad for.
Men jeg sendte beskeden og gik hen til mit klaver og skrålede og spillede en sang om at det vigtigste bare er at sige hvad der foregår i hjertet. Og med rystende hænder.
Efter en time gik jeg hen til computeren og kunne se han havde skrevet! Jeg kan ikke forklare hvor glad jeg blev da jeg så at han skrev hvor eventyrligt glad han var blevet af at læse det og hvor fantastisk en kvinde han syntes jeg var. Han havde selv fundet min profil på facebook og havde om eftermiddagen aftalt med sig selv, at når børnene var lagt i seng ville han skrive til mig! Han ville virkelig gerne lære mig at kende uden for de professionelle rammer. Og om jeg havde tid i morgen?
Jeg hoppede rundt i stuen!

Nå, så blev vi kærester. Meget meget forelskede. Det er en virkelig vild oplevelse at få den man har gået og drømt om og troet man aldrig kunne få, og så at det har været 100 procent gensidigt.
Selvom vi har været så forelskede og glade for hinanden, har det fra starten af også været rigtig svært. Med en del ting. Først og fremmest er han alenefar med drengene hver anden uge, og det første halve år så vi næsten ikke hinanden hver anden uge pga. børnene ikke skulle have noget at vide før vi følte os mere sikre. Samtidig måtte vi holde det skjult fordi hans søns kammeraters forældre ikke skulle vide noget, så det på den måde kom frem til sønnen. Så alene dét var svært og frustrerende. Han bor nemlig tæt på arbejdet og vi kunne derfor ikke gå udenfor hvis de var hos ham.
Da børnene fik det at vide gik det dog godt ud over al forventning. Børnene og jeg havde det rigtig fint sammen og ekskonen som jeg også møder på arbejdet, tog også godt i mod det.

Men samtidig har han meget tung bagage med i kufferten. Han har haft en virkelig skidt barndom, og forfærdelige ting er sket for ham. Men han har kæmpet sig ud af det og er ved at være færdig med en universitetsuddannelse og er virkelig en fantastisk far for sine børn.
Selvom jeg følte at jeg fra starten godt kunne rumme hans vanskeligheder, var jeg bange for at jeg skulle blive hans terapeut. Jeg følte hurtigt at mine egne problemer blev petitesser og følte tit at han havde stort behov for at snakke om sit og glemme mig. Alt det fik vi forsøgt løst og det blev bedre. Men det blev ved med at ligge der. Andre ting havde jeg svært ved; at han nogle gange var virkelig fjern og ikke nærværende og jeg ikke havde kontakt til ham. Det er vist en ret generel mandeting at det kan være sådan, men det var meget ekstremt og jeg følte mig bare ensom og forladt tit. Men jeg fik bevist mange gange hvor ufattelig højt han elsker mig, så den tvivl forsvandt rimelig hurtigt. Han har bare nogle andre måder at se tingene på og en personlighed der er forskellig fra min. Samtidig synes jeg virkelig det har været svært at kommunikere nogle gange. Han kan være helt stille, og så kan man bare sidde dér. Det har været rigtig svært for mig. Men andre gange gik det ok.

Hele tiden har han været opsat på at få tingene til at fungere. Men det, der har været sværest, har været at når jeg har forsøgt at sige hvad der er svært for mig så har han følt sig så angrebet på sin personlighed, og det har slet ikke været meningen. Den hårdknude er vi kommet i mange gange.
Men eftersom kærligheden bare var så ufattelig stor ville vi begge to bare være sammen og kæmpe. Jeg begyndte dog at få det dårligt nogle gange, sådan lidt angstpræget, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste at det var os det handlede om, men jeg VILLE være sammen med ham og kunne bare ikke finde ud af at løse det.
Efter noget tid fandt vi frem til at vi ville gå i parterapi, hvilket nok er ret usædvanligt efter man kun har været sammen omkring et halvt år. Men vil ville hinanden så ufatteligt gerne og som sagt så elskede vi hinanden helt utroligt.

Jeg fik det skidt og blev ked af det, og brød grædende sammen på arbejdet nogle gange og jeg fik foreslået at tage nogle terapitimer gennem arbejdet. Jeg fandt ud af at jeg blev nødt til at stoppe forholdet for at kunne fungere, for jeg fik en stressreaktion af at kæmpe så meget og bare være magtesløs. Jeg tror virkelig det er den værste periode i mit liv! Tænk engang at blive så ked af det og nærmest syg af kærligheden, det er jo helt vildt!
Nå, men kæmpe sorg over tabet og langsomt fik jeg det bedre. Vendte tilbage til mig selv og alt det jeg kan lide. Efter noget tid begyndte vi at snakke sammen igen og jeg gik med til at prøve igen at se om vi kunne få det til at fungere, men uden forpligtelser og meget stille og roligt. Det var faktisk rigtig rart at nærme os i hinanden igen. Jeg gik ind i det med den tanke og følelse at det er lige meget om det bliver til noget eller ej- jeg/ vi skal bare have det godt! Og hvis det ikke går så skal vi stoppe.
Og her i anden omgang har jeg flere gange rent faktisk troet på at det her kan lykkes. Forsætte med parterapien og arbejde for det der er svært. Men der bliver ved med at dukke svære ting op. Virkelig svære. Små ting bliver til kæmpe ting, og den sidste uge har jeg været helt følelsesløs (også godt bedøvet af sygdom).
I går var han her for at pleje mig men det endte igen i stort show og jeg brød sammen og sagde at det jo ikke gik. Vi gør hinanden ulykkelige. Men det er ufattelig svært at acceptere at to mennesker der så gerne vil hinanden ikke kan få hinanden! Jeg synes bare vi har kæmpet så meget for det. Men han synes ikke vi har kæmpet nok, men det tror jeg aldrig han vil syntes.

Jeg vil bare ikke leve et liv med så stor ustabilitet. Vi ved aldrig hvordan vi har det med hinanden i næste uge; nogle gange fantastisk og skønt det er helt lyksaligt og nogle gange helt forfærdeligt, svært og tungt og ikke spor rart, og sådan fortsætter det. Også selvom vi begge bare ønsker ro og stabilitet.

Det er utroligt svært at tro på kærligheden. Jeg har haft meget svært ved at blive forelsket i mange år. Og når det så sker at man finder sammen med en som på mange måder virker perfekt for en, og det så heller ikke går, så ja.. Jeg synes jeg ser mig selv gøre andre kede af det hver eneste gang og jeg tvivler virkelig på om jeg kan finde ud af den kærlighed.
Lige nu har jeg bare lyst til at komme ud på en ø med kun kvinder og blomster og hvor man bare lave kreative ting, hehe.

Det virker meget meget uoverskueligt igen at skulle igennem hele processen med at lære et andet menneske at kende helt fra bunden. Det kræver SÅ meget. At se hinanden gennem gode og dårlige tider og det var bare så rart at han og jeg var kommet ud over dén og bare stadig elskede hinanden. Lortekærlighed. Ja undskyld.
Kan kun se en fremtid hvor jeg bare er mig selv. Det virker åbenbart ikke med mig og kærlighed. ØV.
Ja lidt ynkelig må man vil være, især når jeg også ligger her og er syg. Skulle ud til et arrangement i aften som jeg virkelig havde glædet mig til og jeg ser ikke nogen bedring med helbredet. Øv. Men nu kan det vel forhåbentlig kun gå fremad. Ikke!