Hvorfor er det, der i nuet føles så rigtig, i sidste ende alligevel det, der gør det hele så svart...


Jeg savner ham så meget. Jeg er inderst inde ikke færdig med ham.

Men jeg ved at det for ham er bedst at være uden mig. Mig der ikke er tilfreds med at have:
En "kæreste" på mindre end deltid.
En "kæreste", der ikke er til stede når han er sammen med mig.
En "kæreste" der ikke formår at vise / give udtryk for sine følelser for mig.
En "kæreste" for hvem alt og alle lige nu bare er for meget.
En "kæreste" der har nok om ørerne med at få hverdagen med job og børn til at hænge sammen.
= En "kæreste" der er præget af stress og depression.

Jeg kan jo finde så megen forståelse for ham og hans situation og netop derfor formår jeg ikke at lukke ham ude. Lukke ned for mine følelser og mit behov. Min lyst til at være der for ham - støtte og hjælpe ham. Mærke at vi hører sammen og er hinandens støtte. Men han vil ikke min hjælp - han er et meget stolt menneske der ikke viser svaghed.

Det gør ondt. Rigtig ondt.

Inderst inde håber og drømmer jeg stadig om en fælles fremtid. Ikke at vi kommer til at bo sammen - men at vi finder et leje vi begge kan leve i og med.

- jeg er jo kun et menneske. Et menneske der elsker af hele sit hjerte... :o(