Kære dagbog,

længe siden...
Har været igennem op- og nedture siden sidst. Nok flest nedture... Kæresten flyttede tilbage - var også dejligt i en periode, men det er som om vi begge ikke formår at glemme fortiden. Svigt og skuffelse samt manglende tillid præger vores samliv.

Jeg er begyndt at gå til psykolog for at blive klogere på mig selv og også ham. Vil gerne have vores samliv til at fungere.
Psykologen gav mig noget at tænke over allerede 2. gang jeg var hos hende - og jeg har tænkt... Vi kan ikke klare det her selv - vi har brug for hjælp ...
Så jeg gav ham i dag et ultimatum:
"I tillid til at vi vil hinanden og begge ikke ønsker at vores forhold og samliv skal slutte, tager du med mig i behandling. Det gælder ikke om at finde en syndebuk for vores problemer, men udelukkende om at vi lærer at forstå hinanden og derved ikke fejltolker hinandens adfærd."

Jeg er nødt til at tage mit eget helbred alvorligt nu - ellers ender det galt.

Jeg har i så lang tid ikke haft det godt. Deprimeret og ulykkelig på grund af manglende kærlighed i mit forhold. Jeg hungrer og higer efter opmærksomhed, nærvær, omsorg og kærlighed. Følelsen af fællesskab har ikke været en del af mit indre i meget lang tid.
Jeg har brug for min partner ved min side... ellers skal han ikke være der.

Håber han elsker mig nok til at finde modet i sig og tage dette skridt sammen med mig... at han tør at have selvindsigt - blive nysgerrig på sig selv, mig og dermed os.