Snart kommer du til københavn, jeg ville helst se du forblev på den anden side af landet, du ringer, spørger om jeg vil mødes med dig i zoo, når du skal på klassebesøg. Du spørger om du må sove hos mig over weekenden, se om vi kan genfinde hvad vi havde før...

... Du ved bare ikke hvad du har gjort mod mig, hvad du alene har gjort mig, vækket min slumrende dæmon som jeg kæmpet mod i så mange år... en måned sammen med dig, og du vækkede min dæmon til fulde krafter, du ødelagde mig, min tro på mig selv som jeg i så mange år havde prøvet på at genopbygge. En hel måned sammen med dig, og du ødelagde mit lille hjerte, min sjæl... mit sind.

Du fik ene og alene lov til at komme indenfor mine et tusind mure, mure som ingen har måttet komme indenfor i æoner, mure fulde af bueskytter til at holde folk væk, de forsvandt når du var der, klart. Det gjorde det jo lettere for dig at dolke mig, ingen vagter til at vogte kongen lader ham åben og sårbar, svag... ynklig.

Men nu, nu er murene fulde af bueskytter, samt en dæmon der hærger, formørker deres... mit sind. Du ringer og siger at hvis jeg ikke dukker op, så vil du finde mig alligevel, hvad vil du mig? Min mordererske fra fortiden, et spøgelse er du i mit sind, du gør mig svag, du får mit selvforagt til at brænde igennem som et lejerbål på en mørk og klar nat.

Min dæmon er vågen og den nærer sig på mine sidste krafter, tærer på mit allerede mørke sind, opbluser mit had til alt levende... Du er skyld i det hele, hvorfor kan jeg ikke få den fred som jeg fortjener, den fred som du sled ud af mine hænder for så at rive mit hjerte ud med min fred...

Kom ud af mit sind, ud af mit liv, kan du ikke forstå at din eksistens dræner mig?