"It's such a shame for us to part."
Det var den sætning der endelig lod min tårer trille da vi havde sidste livecafe på højskolen. Hele aftenen havde jeg været så tæt på at græde. Min øjne var blevet spejlblanke et par gange og en enkelt tåre undslap mig en gang i mellem mens vi sang fællessange og tænkte på der ikke var langt igen. Især da Sine Møss sang Halleluja. var jeg tæt på. Men det var denne ene sætning som satte det hele igang. Bekræftelsen i mit hovede på at nu skulle vi snart stoppe på højskolen. Jeg havde stadig håbet om at Eventmageriet ville blive til noget, så jeg var næsten sikker på at jeg ville vende tilbage. Det gjorde jeg ikke. Men det har været fint at bo her. tæt på nogle af dem fra sidste år og ikke været langt fra godt selskab.