Een gang til..tjahh, hvad kunne man forvente...ingenting mere.
Intet nyt under den nordjyske sol.
Der er ikke flere tårer tilbage.
Der er ikke mere had og raseri.
Der er den grundlæggende kærlighed, fordi blodet binder os og så er der apatien.
Jeg er faktisk glad for den. Apatien.
Fordi det betyder at jeg har accepteret, at jeg ikke kan gøre noget, ændre noget.
Alt er sagt. Alt er råbt. Og ligemeget har det hjulpet.
Fordi HUN kan ikke hjælpes mere og så må jeg bare tage det gode jeg kan få.
Jeg hAR accepteret/opgivet og alligevel har jeg en fred i sjælen.
En fred der fortæller mig at jeg ikke kan gøre mere og skal gøre mere.
Jeg må videre. Og jeg er kommet videre.
Hun kan ikke gøre mig vred mere. Det tror jeg ikke.
det tog også 10 år, så det var vel et spørgsmål om tid.
Jeg har ingen forventinger til hende som hun ikke kan leve op til. Derfor kan jeg ikke blive såret mere.
"Vi finder bare en anden dag"
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.