Det er egentlig utroligt hvad mennesker kan vænne sig til eller nok mere fortrænge.

Jeg sidder og kugger ud på den smukke fjord, hvor solens stråler danser lystigt henover overfladen, mens tvét kører i baggrunden og kanalen er tunet ind på Irak.

Skinner solen også i Baghdad? Eller dækker støv og røg for solens stråler?
dernede har de nok også andet at tænke på end om solen skinner eller ej!!

Jeg sidder og nyder min eneste fridag i denne uge og ved ikke rigtig hvad jeg skal lave i dag. Måske skulle jeg læse videre i min Hemmingway, måske skulle jeg rydde lidt op, jeg ved det ikke endnu...hmmm..hvad skal vi egentlig have at spise til aften?

"Mon vi overlever til i aften?", er nok de spørgsmål der stilles rundt omkring i Baghdad og de har nok ingen problemer med at få denne mandag til at gå.

Jeg synes, at det til tider er grotesk.
I den ene ende af verdenen sidder der en flok mennesker og brokker sig over at hastighedesbegrænsningen enten sættes op eller ned, at vejret enten er for varmt eller koldt og at vi stadig betaler alt for meget i skat.

I den anden ende af verden går mennesker rundt og er konstant skræmte. Ved ikke om de er købt eller solgt. Om det ene onde erstatter det andet. Om de overlever i dag eller om deres nærmeste er i live i morgen.

Verdenen er lille, ja, og vi er alle en del af den, men noglegange bliver det hele alt så stort og fyldigt, at det ikke er til at fordøje og så lukker vi af, mens tvét kører i baggrunden, fordi vi SKAL jo følge med.
Forskellen er bare at folk i den ene verden kan slukke for krigen og lukke øjnene for en tid.

Det kan folk i den anden verden ikke!

moe