Hej dagbog

Der er sandelig ikke langt fra tilfreds - utilfreds - faktisk kun tre skridt. Det er mit maleri jeg tænker på. Når man står med næsen oppe i lærredet, kan man nemt få øje på et eller andet genialt, penslen har været så venlig at frembringe. Man -jeg- kan blive helt euforisk. Så er det man træder tre skridt tilbage,og vupti er man nede i kulkælderen. Det er umuligt at få øje på penslens geniale krumspring. Et billede bliver jo som regel set på afstand, så det kan ikke hjælpe, at man ikke kan få øje på finurlighederne.

Så er det, man bare skal fortsætte, være brutal og male det over, som man syntes var fantastisk for et øjeblik siden. Mit billede denne gang er rimelig stort, 150 gange 180 vil jeg tro, så kan det ikke hjælpe at male alt for mange små bitte krusseduller. Det skal jeg huske at tænke på, gudskelov har jeg malet i mange år, så jeg kender alle op og nedturerne.