Idag havde jeg lovet at tage hen til nogen bekendte og lufte deres hunde, fordi de skal være alene hjemme i flere timer. Derfor pakkede jeg mig godt ind, men da jeg kom ud besluttede jeg mig af ren dovenskab, for at jeg ikke gad gå og gik hen for at fiske min cykel frem. Jeg vil vel at mærke sige at jeg ikke at cyklet på den siden der begyndte at falde sne, fordi sneen bliver meget sparsom skrabet på den vej, hvor jeg bor og jeg har nogle mindre heldige minder om tidligere cykleture i sne.
Ikke desto mindre hev jeg cyklen frem, satte mig op på den og kørte afsted.
Endnu engang af ren dovenskab og nok også på grund af kulden besluttede jeg mig for at skyde genvej og køre ind over det grønne område der ligge imellem mit hus og de bekendtes. På denne tur løber stien vel at mærke ved siden af en bæk, som absolut ikke er frosset til. Jeg må have været ret morsom at lytte til, da jeg cyklede langs denne og for hver udskridning (hvilket vel skete hver 5 sekund) udbrød et "uhhh" eller "ihhh".
Jeg nåede dog sikkert frem til de bekendte uden nogen styrt og lukkede hundene ud for at tisse. Den yngste, som stadig er en hvalp hoppede derefter opad mig og der lå jeg. Jeg havde lige overlevet en farefuld færd, med at cykle igennem sne og så skulle der kun en lille hund til at vælte mig.

Mvh

Excelsia