Idag var det J-dag på arbejdet. Forstået på den måde at brillen var der.... :)

Jeg er en teenager hvad ham angår. Hver gang der er 2 sek. hvor jeg kunne ricikere at være alene med ham, skynder jeg mig væk og lader som om, jeg er fuldstændigt ligeglad.

Og jeg er jo slet slet slet ikke ligeglad. Jeg glæder mig altid til han kommer. Det er rart og sjovt, og jeg kan bare godt lide ham. Hans lugt. Synes han ser sød ud... Er fascineret, når han bliver skuffet og vred, han er nærmest lidt barnlig. Men, man kan ikke få alt, hvad man peger på, og nogle gange mistænker jeg mig selv for at pege, bare fordi man ikke kan få.

Jeg bliver simpelthen nødt til at løbe for at få ro i kroppen. Det er nu fulde 2 år siden jeg kom til at sende ham en sms nytårsmorgen, som jeg troede jeg sendte til J.... og allerede dengang kan jeg huske at jeg synes det var irriterende klodset af mig - og han kom og sagde at han var blevet så smigret, indtil han forstod, den ikke var til ham. Og så har jeg jo hapset ham et par gange... men ikke den anden vej. Gid han fik lyst til at hapse tilbage.

Mmm, han er bare ... i virkeligheden måske lidt for meget som J, min gamle J, anderledes og samtidig bestemt og hård. Måske er det i virkeligheden bare fordi han minder mig om gamle J, at han får mit blod i kog på den måde.

Ud og ryst det af dig rundt om søerne frøken. Neonrør. Afsted!

(Hvem sagde hund i løbetid? - Shut up!)