Måske er det bare mig der er lidt for sart? Måske er det mig der bare ikke forstår personalets form for humor? Jeg ved det ikke, men jeg føler nogle gange at de håner mig. Jeg ved godt, at jeg ikke er en rigtig anorektiker. Jeg ved godt, at det er lettere for mig end det er for feprinsesserne på Center for spiseforstyrrelser. Men jeg synes ikke det er sjovt når:
- K spørger "får du aldrig lyst til en stor fed pizza?" når jeg omhyggeligt anretter min frokost (en skive brød, 1 æg uden blomme, ½ vegetarfrikadelle og 300 ml kærnemælk).
- P kører vognen med popcorn og pandekager med is ind på mit værelse og spørger om jeg er sikker på at jeg ikke vil have, når jeg kun spiste 2/3 af min aftensmad (2 kartofler, 5 grønne bønner og ca 50 gr hvide bønner).
Jeg kan normalt godt lide både K og P, men selvom de normalt regner mig for en flink og tålmodig pige, så har selv jeg grænser. Jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at vrisse af dem. Jeg hader at være vrissen, men det sker alt for tit for tiden.