Jeg hader weekender, det føles som om jeg ædes op indvendig. Jeg prøver at få sygeplejerskerne til at forstå, men jeg kan ikke, for jeg forstår det heller ikke selv. Mine dage er så skemalagte, at jeg i teorien ikke burde kunne mærke forskæl, men det kan jeg. Fra fredag kl 15 til mandag kl 7 er verden i mine øjne et koldt dødt sted hvor jeg ikke kan holde ud at opholde mig, og det også selvom jeg skulle befinde mig midt i lørdagstravlheden en varm sommerdag. Jeg glæder mig til mandag.