Har været til åbning for World Out Games.
Det var hyggeligt og også lidt småkedeligt. Jeg nyder mine homoveninders selskab. Helt vildt. De har været i sommerhus i 2 uger, men er nu hjemme igen, og det er bare hyggeligt og rart at hænge ud. Imorgen skal løbe et løb sammen. 'Run for love' det er kun 5 km. Ikke det store, men jeg har aldrig løbet i sådan et officielt løb før. Det bliver så i gay sammenhæng, jeg gør det første gang. Det giver jo ingen mening, men fred være med det :)
Til åbningsceremonien på rådhuspladsen var der en masse lydkegler, der for rundt... og jeg stod og betragtede himlem, og hvor fantastisk det så ud, at der ligesom var tag på pladsen og lyskeglerne faktisk oplyste pletter i loftet, som var skabt af skyer. Det var fint. På scenen blev spillet 'Love is in the air' og pludselig lige samtidig med optakten til et omkvæd brast skydækket og regnen væltede ned. Effekten var enorm. Det lignede tusindevis af store sølvperler i lyset, og timingen med omkvædet var absurd professionel. Man troede først at det var menneskeskabt. Det var et helt specielt øjeblik. Jeg blev helt eksalteret af det.
Ellers var der ikke meget ved den åbning ud over denne lille historie.
Der blev holdt tale om verden første registrerede homo partnerskab. Som er et dansk par. Hvoraf den ene mand lever endnu. Jeg begyndte at græde, da jeg hørte historien. Tænk, at det er så uendelig kort historisk tid, hvor homo-liv har været accepteret. Og så står mine glade forelskede veninder lige der ved siden af mig, og synes bare det er lidt latterligt at gøre så stort et nummer ud af det hele. Nogle gange er jeg lidt paf over den manglende historiske respekt. Det er jo faktisk kun lige deres egen levetid, der har gjort det muligt at leve som de gør.... Mmm.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Hov - himlen faldt ned er publiceret
25/07-2009 23:27 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.