Jeg skal drikke en kop kaffe med J. Gamle gode J. Ham, der sagde, vi havde hele livet. Ham, der var bange for hunde. Ham, jeg har været sammen med i 6 år. For nu 1,5 år siden.

Har besluttet, at det er ved at være tid.

Han laver naturligvis en aftale, der hedder mellem kl.12.30 og 13.30 (i forvejen lige lovlig stor margin for mig) og nu er kl. 15... Men han har ringet og sagt, at han er landet i Kbh... og så har han efterfølgende ringet og sagt, at han nu er kommet hjem.... og så har han efterfølgende ringet og sagt, at han altså skal være hjemme igen kl. 18 fordi han har lavet et stort arrangement i hans bofællesskab, som han havde glemt....

Hamrende irriterende. Og også så morsomt. Jeg er vist ikke den eneste, der er lidt nervøs. Jeg kan konstatere - heldigvis - at jeg ikke er helt harmdirrende over det. Hvis det ikke bliver til noget, bliver jeg naturligvis skuffet. Og vred, men forhåbentlig ikke knust. Det tror jeg ikke, så maler jeg reoler og går i biffen.

J er et godt og dejligt menneske fuld af en humor jeg elsker, gode ideer, interesse i mennesker og livet. Jeg holder aldrig op med at elske ham, men jeg ved at vi ikke havde det godt sammen, og sådan en dag som idag, er præcis bevis på, hvordan hverdagen blev en lang skuffelse og mærkelig følelse af ikke at blive respekteret... min tid, og min glæden sig til at se dig er ligemeget, for du kan spare 200kr. ved at blaffe. Det er helt fint, men så lave aftalen imorgen istedet!

Jeg glæder mig til engang at blive forelsket i en, der er federe. Jeg tror igen på det kan ske... føler mig dejlig og glad. Det kom jeg vist til pga. ham fra job. Det er rart. Jeg har næsten fornemmelsen af at glæde mig.

Og indtil det måske sker... så skal jeg bare have det sjovt, og dejligt.

Nå, nu tror jeg simpelthen jeg går ham imøde, gider ikke vente mere.