Jeg har nok landets mindste have. Og helt sikkert den mindste..
Og alligevel ligner min have noget der er tæt på at gå tilbage til naturen. Nogle gange undre jeg mig over at der ikke bliver klaget til boligforeningen( eller måske håber) for jeg har absolut ikke lavet noget i den i år.
Men jeg er undskyldt. Jeg har for enden af min have en hæk med et hul til en havelåge vi aldrig har fået sat op. Men lige udenfor hækken er der en "læ hæk" som i tidernes morgen skulle bekytte os mod nysgærrige blikke medens vores hække var små og pjevsede.. Men nu er min hæk de tilladte 180 Det vil sige mellem husene er den 180, for enden er den næsten ikkeeksisterende.. Jeg har flere gange bedt vores havemænd/servicarbejdere gøre noget ved den, men der er godt nok mange undskyldninger.. Og så længe de ikke gør noget, så kan jeg ikke gøre noget..

Jeg kan ikke slå græs, jeg nægter at bære græsslåmaskinen gennem stuen.. Jeg har ikke klippet hæk, jeg kan ikke komme af med grenene, og jeg kan ikke være i haven længere fordi der nu er så mange græspolm i luften.. ØV :(

Dog har min have en dejlig ting. Faktisk har den flere nu jeg tænker over det..
Kaninburet med kaninerne.. De er så søde og hyggelige.
Pæretræet, det er verdens bedste pærer..
Jordbærbedet med alle mine tre planter og Lupinen der i år ikke blev særlig høj. Og så akelejerne og studenternellikerne der nu er forsvundet ind i den alt for brede hæk. Dem har jeg gjordt kort proses med og plukket. Normalt bliver alt stående i haven så vi alle kan nyde det så længe som muligt, men lige nu kan det ikke nydes med mindre det bliver fundet.
Og så mine roser. Jeg har tre. En lyserød og hvid stribet uden nogen særlig duft, en mørkerød som jeg mærkelig nok kan huske hedder H.C Andersen og en mørkerød/hvid af typen engelsk rose. Den er smuk og dufter helt vildt. Og de blomstrer også alle tre.

Det var hvis alt fra mig i min have..
Hilsen
Birgitte..