En weekend. En weekend som så mange andre; som de var engang. Dengang vi var sammen. Dengang en gåtur bare var en gåtur og en solnedgang var en oplevelse i sig selv. Sådan var det igen nu. De små blomster i skovbunden, grenene mod himlen, de små krusninger i bugten der blev til næsten umærkelige bølger der skyllede ind over sten og sand. Så dejlig afslappende og hyggeligt, og dog så frustrerende. For hvorfor kan vi ikke bare have det sådan altid? Hvorfor skulle det gå i stykker på grund af nogle bagateller dengang for år tilbage? Nu ser verden helt anderledes ud, mange ting har ændret sig, men inderst inde er vi stadig de samme. Dengang var vi bare os to, vi havde hinanden og alting var pragtfuldt. Sådan er det stadig når vi er sammen. Vi behøver ikke tale for at forstå hinanden, behøver ikke spørge for at få svar. Men vores verdener er delt nu. Gået i hver sin retning. Vil det mon en dag være muligt at samle dem igen? Bryde med virkeligheden og realiteterne og gå efter drømmen? Eller er virkeligheden så stærk og velkendt at vi alligevel i sidste ende vil holde fast i den, mens vi med tårefyldte øjne ser drømmen smuldre bort?