Min kære kære dejlige lillesøster har i flere måneder været forelsket i en anden end hendes kæreste, og har nu endeligt gjort det forbi med den gamle, og sagt sig sikker med den nye.

Og denne weekend skal jeg med storesøster hendes mand og børn ud til mine forældre, hvor min lillesøster bor i denne periode... har glædet mig sådan til at se hende... Men åh altså, har lige snakket med min mor...

Ham den nye kæreste kommer også i weekenden. Kun et par uger efter at vi andre ved det. Jeg kan næsten ikke bære det. Bliver helt helt ulykkelig i maven. Kan ikke lade være med at føle mig som den værste forrædder overfor hendes gamle.... Jeg vil ikke, jeg vil ikke.... jeg er stadig helt ulykkelig over tab, når min venner skal til fest hos J, og har nogle gange tænkt, at bare en af dem, godt kunne spørge mig, om jeg var ok, havde noget at lave den aften osv.

Og nu skal jeg selv deltage i noget, der er langt værre. Det er familieforrædderi. Optagelse i familien er en liggyldighed, der kan skiftes ud på en weekend. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg får kvalme, og sorg og det eneste jeg har lyst til er at ringe til søsters gamle kæreste og tude med ham over, at ord ikke betyder en skid. 'Du er min' er løgn, at stole på nogen er naivt, man forlader og bliver forladt, og alting er flygtigt og overfladisk.

Jeg savner i virkeligheden at tro på noget. Jeg elskede den idealisme, jeg troede jeg delte med J. At vi kunne rejse og være hver for sig i lange perioder, og stadig vide, at vi var hinandens. Men mennesker forvandler sig hver dag. Der er ikke noget, der er trygt eller holdepunkt eller sikkert. Selv kontinterne er skredet, delt op og smeltet sammen med andre over tid. Intet er uforanderligt. Og jeg skal begå familieforrædderi for min elskede søsters skyld i weekenden.

Jeg er sgu ikke glad idag, det er jeg vist ikke.