Egentlig har jeg det fint nok. Eller ja. Jo, det har jeg. I lørdags, da jeg tænkte på at skrive til ham og spørge om jeg måtte komme, skrev han selv og spurgte. Det var super hyggeligt. Så film og slåssede. Var bare sammen som vi altid har været. Bortset fra at kysse. Og det er det jeg mangler. Jeg havde ubeskriveligt meget lyst til at kysse ham - rigtig mange gange. Og jeg ved at han havde det på samme måde.
Da jeg skulle til og hjem, holdte han fast i mig. Sagde jeg skulle blive og sove. Mindede ham om hvad han havde sagt sidst jeg ville have sovet der. Mente ikke det ville et problem. Blev ved med at sige, at jeg skulle afsted. Han gjorde en kæmpe ting ud af det. Mente det var latterligt, hvis ikke jeg kunne komme med et ordentlig argument. Kunne mærke på mig at jeg gerne vil blive. Og ja, ville helt klart gerne blive. Men kunne slet ikke overskue at skulle ligge i samme seng med ham. Ikke overskue den nærhed med ham. Ikke allerede. Ikke uden at jeg måtte røre ham, som jeg før har gjort.
Efter langs tids diskussion blev jeg og sov. Flot Anne. Og det var svært at ligge så tæt med ham uden at få et godnatkys. Han nussede mig og fortalte mig at jeg stadig var dejlig. Faldt i søvn i hans arme. Og det var dejligt at vågne op sammen med ham.
Et eller andet sted har jeg det fint med at vi ikke skal være kærester. Han fortalte mig at jeg stadig er en af hans bedste veninder og det eneste der vil ændre sig i vores forhold, er at vi ikke kysser eller går i seng sammen. På sin vis har han ret. Synes bare stadig det er svært.
Men tror måske også, at det jeg har mest svært ved, er at det er mig, der har lavet lort i den der her gang. Det har altid været ham jeg har givet skylden, og med god grund. Denne gang er det bare ikke en mulighed. Det er mig der har ødelagt det den her gang. Og det har jeg meget svært ved. Ved jeg sårede ham - meget mere end jeg havde troet jeg ville. Og hvis bare jeg kunne gøre det om, så havde jeg gjort det. Ved ikke hvor lang tid vores forhold ville have fungeret, men ville gerne have forsøgt.
Ved at han ville være min kæreste hvis ikke jeg havde været sammen med en anden. Kan ikke gøre så meget ved det nu. Han ved, at jeg er ked af at jeg har gjort det, men kan stadig ikke bare glemme det.
Jeg ville have gjort præcis det samme. Også selvom vi ser fuldstændig forskelligt på kys og utroskab. Men alligevel. Hvis han ville give mig en chance til, ville jeg tage den. Lige nu i hvert fald.

Men det er okay..