Er så småt begyndt at se lidt til, hvad det er jeg skal lave, når nu virkeligheden starter igen om snart.
Gider ærlig talt ikke. Gider ikke helt ny klasse, som jeg ikke skal have så længe, gider ikke sætte mig ind i alt muligt, når jeg ved det kun er for en kort stund.
I og for sig skal det da nu nok blive godt at komme i gang igen, så går tiden indtil december vel noget hurtigere, men lige nu er tanken bare dræbende.
Men – samtidig så glæder jeg mig til at se kollegerne igen, og ungerne. Det er jo et skønt job! Ja ja – det skal jo nok gå alt sammen, starten på året her er altid bare det hårdeste. Der er altid så meget nyt man skal se til, og jeg skal have ny kollega som jeg skal vejlede, det betyder endnu mere arbejde. Samtidig med at det er svært at få sig selv i omdrejninger efter en lang ferie, hvor man ikke har lavet dagens gode gerning..
Men jeg ved jo af erfaring, at man hurtigt finder ind i rutinen igen.

Blev scannet igen den anden dag. Og det lille hjerte er også som det skal være. Så alt går jo helt planmæssigt. Fik en ny tid til scanning senere hen, da damen sagde, at jordmoderen ikke helt kunne vurdere størrelse – han er vist i det mindste. Personligt, som den der skal presse ham ud, gør det ikke mig noget, han ikke er så stor. Så længe vi ikke er ved noget livstruende eller noget…

Den anden morgen lå manden og jeg talte om alt det vi glæder os til. Det gør vi tit og vi elsker de stunder. Også når han ligger og snakker til maven – det er så sødt. Jeg kan ikke huske præcist hvad vi talte om, men manden fik i hvert fald tårer i øjnene mens han sagde: ”jeg er bare så glad”….
Hvor dejligt er det ikke lige. Vi glæder os begge to – men jeg tror næsten, han glæder sig mere end jeg. Det er måske nok fordi han ikke har kvalme og plukveer hele tiden, det tager sgu lidt af forventningsglæden væk. Men det er i hvert fald rigtig sødt, og det får mig til at elske ham endnu mere. Han bliver en fantastisk far. Jeg har valgt den helt rigtige til det job.. men det vidste jeg jo heldigvis godt…