Onsdag den 28. marts På skadestuen

Jeg havde en dårlig nat og var træt og kunne næsten ikke gå eller bruge mine hænder da jeg vågnede, men op kom jeg og kravlede ud med Steffi. Da jeg kom ind ringede jeg til lægen igen fordi jeg havde så mange smerter. Jeg fik lov til at komme akut omkring middag. Min ene hånd var meget hævet og rød og blå og mine knor på begge håndled og fødderne var også hævede og røde. Nå, men lægen sagde jeg sikkert havde forstuvet fingeren, og på mit spørgsmål om hvorfor jeg så havde ondt i fødderne også, svarede han, det er nok din Sarkoidose, mine indvendinger om at sådan var det ikke hørte han slet ikke, så jeg humpede hjem igen. Han sagde jo også jeg jo skulle ud på OUH, jo tak og to måneder, men hvad med nu. Jeg sukkede dybt, og tog hjem igen.

Vel hjemme ville jeg prøve at hente kosten inde på kontoret, men jeg blev så svimmel jeg faldt om inden jeg nåede så langt. Da jeg ”fandt” mig selv igen, kunne jeg ikke selv komme op, til alt held havde jeg ”Mobilos” i lommen og fik den frem og ringede til Else, hun kom med det samme og fik mig op og ind på sengen. Så kiggede hun på min hånd og nu blev hun gal, ”Nu kan det være nok, nu ringer du til skadestuen og så tager du derud, så de kan se på dag”, sagde hun. Jeg var for svag til at protester og Else hjalp mig ud i taxaen. Jeg kunne næsten ikke holde ud at sidde op og hver gang der kom et hump gjorde det forfærdeligt ondt. Jeg havde egentlig regnet med at skulle vente længe, men sådan gik det ikke.

Der kom en sygeplejerske med det samme og spurgte hvad mit problem var. Jeg vidste hende mine hænder og sagde det også var under fødderne og at jeg havde Sarkoidose, men så blev jeg igen svimmel og blev sendt over i modtagelsen til en mediciner. Åh nej, tænkte jeg, hvad nu med lille Steffi (min hvalp) og kattene, hvis jeg bliver indlagt. Så kom der en læge, han undersøgte mig og blev overrasket over at se særlig min venstre hånd. ”Hm” sagde han, jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre ved det, jeg går et øjeblik for at rive mig i skægget og spørge nogen der er klogere end mig. Og så gik han. Efter et stykke tid hvor jeg mere eller mindre halvsov, kom han tilbage og sagde at jeg skulle møde hos overlægen næste dag klokken 12, fordi de kunne alligevel ikke gøre noget for mig i aften. Men jeg skulle holde mig i ro så længe. Jeg var bare træt men lettet over at skulle hjem igen, men vidste godt at der var stor sandsynlighed for jeg ville blive indlagt i morgen. Da jeg kom hjem, var jeg bekymret over dyrene hvis jeg skulle indlægges, særlig over Steffi, men vi tager den derfra, hvis det sker. Jeg tog en smertestillende pille og faldt i en urolig og smertefuld søvn.