Mandag den 19. marts 2007 Svagtseende på egen hånd

Jeg er kommet lidt bagud med at skrive fordi der er sket en masse på kort tid, derfor går jeg lidt tilbage og skriver om hvad der skete fra den 19. marts.

Jeg skulle jo tidligt op fordi jeg skulle på epilepsi klinikken og til optikeren. Efter gårdagens storm var det pænt vejr og dejligt at lufte Steffi. Jeg blev hentet omkring kokken 8.30 og var på sygehuset en time senere. Efter en snak med lægen vil jeg blive indkaldt til en EEG for at se om jeg for øjeblikket har epilepsi eller ej. Det har været op og ned i årenes løb nogle gange har det vist jeg var ”normal” og andre gange at jeg havde svært epilepsi, så det må tiden vise.

Så langt så godt, men nu var jeg på egen hånd og det er ikke nemt når jeg ikke kan se ret langt, faktisk næsten ingenting. Jeg fandt forhallen og spurgte om vejen til hovedindgangen. Så gik jeg med den hvide stok først for ikke at falde over noget samtidig med jeg lytter for ikke at ”løbe” ind i nogen. Men det er svært sådan et sted hvor der er mange mennesker og mange der snakker, men det lykkedes og jeg fandt udgangen og en taxa til Rosengårdscenteret, hvor brillemanden ligger, for når man som svagtseende skal have briller er det et hjælpemiddel og derfor er det kun speciale uddannede optiker der kan klare det.

Jeg ved jo godt at Rosengårdscenteret er lavet meget om siden jeg kunne se det for omkring 5 år siden. Det krævede al min opmærksomhed at lytte og se den smule jeg nu engang kan, for ikke at gå ind i folk. Jeg kom til at tænke på en af de første gange hvor jeg var ude på egen hånd, da jeg stødte sammen med en dame, hun så mig ikke, men snerrede bare: ”Så se dig dog for”, jeg svarede ”sødt”, ”ja, gerne, hvis jeg lige må låne dine øjne”. Damen vendte sig om, fik først nu øje på mig og undskyldte mange gange, og sagde hun ikke havde set min hvide stok og mit lille mærke på frakken, jeg grinede bare og sagde det havde jeg heller ikke. Nå men jeg kom videre og væltede da ikke nogen.

Jeg skulle have nye briller fordi mit syn har forandret sig fra nærsynet til langsynet og så kan jeg føje grå stær på min lange syge liste. Så nu skal jeg bare vente på at det går igennem og brillerne kommer og jeg glæder mig, for selv om det ikke er meget så betyder bare en lille forbedring en masse. Så gik jeg mod udgangen igen med ”ørelapperne” ude, for ikke at gå ind i folk. Det var vanskeligt at komme helt ud, for det var de der døre der køre rundt og de gave ingen lyd, så jeg kunne høre dem. Men så kom der en forbi og jeg bad dem sige til når jeg kunne ”hoppe” ombord, med stokke følte jeg mig så frem til jeg skulle hoppe af. Udenfor ”kiggede” jeg mig om efter en taxa, det er for resten svært at lade være med at kigge, selvom jeg ved jeg ikke kan se noget, jeg tror det er rent refleks. Men så lød en dejlig velkendt stemme. ”Mor, skal du hjem?”. Det var min søn og han er taxa chauffør, så han kom hen og hjalp mig og han fik et stort kram af ”mor”. Så han kørte mig hjem. Sammen med Else snakkede han om biler ude i gården, så vinkede vi og han kørte.

Jeg gik indtil Steffi, men vinkede til lille Fiona og Bølle (3 hunde), inden jeg gik ind og blev modtaget af Steffi og kattene. Resten af dagen forløb fredeligt.