Kære Dagbog!

Jeg har besluttet mig for at lige nu er det bare ren overlevelse for mig. Så må jeg på et senere tidspunkt se på hvad jeg gør og hvordan jeg kommer videre eller får stablet noget der minder om et liv op igen... Lige nu må jeg bare give mig selv den tid der skal til.

Heldigvis for mig er jeg vist nok det man kan kalde en overlever af natur. Jeg kommer altid videre på et eller andet tidspunkt når jeg ligesom har haft tid nok til at "opleve" det der gør mig ked af det.

Jeg bliver bare så ærgelig over og ked af at jeg ikke kunne få lov til at leve mit liv sådan som det er blevet efter jeg startede på uni. Jeg blev en glad og udadvendt pige med fart på tilværelsen og et studie der bare kørte på skinner. Oven i det har jeg fået de bedste veninder man kan tænke sig. Jeg ved bare ik om jeg er kommet så langt bagud nu at jeg ikke kan nå at indhente det forsømte. Forsømte... det lyder så negativt for man kan jo egentlig ikke sige at jeg har forsømt mit studie. Der er bare sket nogle ting som har gjort at jeg ikke har kunnet læse og følge med. Først var der min sygeeksamen, så blev jeg nødt til at starte på min Zoloft / Sertralin-behandling og så mistede jeg min morfar samtidig med at der stadig er bivirkninger der generer.

Så egentlig når jeg tænker over det er der ikke rigtigt noget jeg kunne have gjort anderledes. Det har simpelthen været en række uheldige omstændigheder og så selvfølgelig at jeg i forvejen ikke var for stabil sådan psykisk.

Vil lige, når jeg nu er i gang, følge op på min behandling med Sertralin. Først var det meningen at min egen læge skulle varetage den videre opfælgning på behandlingen mht. om jeg evt. skal sættes op i dosis eller den skal forblive den samme. Det er sådan noget der åbenbart skal vurderes med jævne mellemrum. MEN: Det viser sig nu at det skal være en psykiater der foretager den vurdering sammen med mig og derfor skal jeg IGEN til psykiatrisk tilsyn på sygehuset. Sådan er det bare. Men alligevel, fem psykiater-besøg på to måneder! Det er altså VILDT!!! Men jeg er nu glad for at blive holdt øje med for det giver da alligevel en eller anden form for tryghed. Jeg har jo først en tid hos privat praktiserende psykiater i maj måned.

Mit liv er altså ikke det letteste lige nu, men det hjælper rigtigt meget at skrive om det. Jeg gør jo det at jeg læser mine tekster igennem og det giver lidt et andet perspektiv på tingene. Nogle gange har jeg da tænkt over hvad jeg mon tænkte da jeg skrev sådan og sådan og det er godt at kunne se på sine tanker med andre øjne, sådan lidt udefra. Prøve at læse teksterne som en udenforstående ville læse dem.

Jeg skriver igen for det gør mig godt kan jeg mærke.

Din Ashley