Er man emsig, hvis man ikke er specielt vild med at have sin kærestes meget mærkelige venner til at være her, hos os?

H, min kæreste, skulle være sammen med en af hans venner i dag, ham den klamme. Og jeg kan simpelthen ikke lide ham. Jeg har prøvet, det har jeg virkelig, men han er så modsat mig på alle punkter. Nu ved jeg godt, at modsætninger burde mødes og alt det der, men det er bare ikke tilfældet her. Jeg har selv mange forskellige venner, men jeg har fælles grundværdier med dem alle. Derudover er vi som meget forskellige. Forstår nu slet ikke, hvordan man kan være venner med nogle, hvis grundværdier er så langt fra ens egne. Nå, men anser nu mig selv som et meget tolerant menneske, der ikke dømmer mennesker.

Men lige præcis med ham kan vi stikke alt det foregående langt væk. Han er klam! Jeg kan ikke engang rigtigt beskrive ham, for i mine øjne vil en beskrivelse med ord ikke kunne dække. Han mener, det er ok at tage stoffer i ny og næ (det er der naturligvis mange, der gør, men det gør bare noget ved ham, der gør at han er endnu værre at være i stue med). Blev sur på min kæreste, da han fik mig som kæreste, for nu mente han, at jeg holdt H tilbage fra at være hos ham hver dag. Tror han kan ringe på alle døgnets timer og forventer at telefonen bliver taget – gør den ikke, bliver han sur. Mener at alkohol er guds gave til mennesker, hvorfor det nydes meget og så ofte som lejlighed byder det (han vil passe godt i den der Carls special reklame). Forlanger alt af sine venner, men giver intet tilbage. Jeg forstå slet ikke, at H er venner med ham. Men ham om det.

Nu er det ikke fordi, han absolut ikke må komme i mit hjem. Lad os lige få det på det rene. Han har været her et par gange.

Men nu er det altså sådan, at han er single (surprise) og bor her i byen, bare nede i centrum altså ca 2 km herfra). Så hvorfor skulle de ikke ligeså godt kunne være der?

Da H planlagde dagen i dag med klamme i går, spurgte han mig, om jeg ville være hjemme i dag. Det vidste jeg ikke noget om på daværende tidspunkt. Så han aftalte med klamme, at det skulle de finde ud af i dag.

Alt inde i mig sagde, at han ikke skulle være her, når jeg er her. Jeg er utryg ved ham – det er vel det, det bunder i. Jeg sagde dog, at de da godt måtte være her. Det er jo også Hs hjem og hans venner er en del af hans liv.

H er lige taget af sted ned til klamme – og jeg kan alligevel ikke lade være med at have dårlig samvittighed. Han kunne jo nok mærke, at selvom min mund sagde ja – så sagde mine øjne nok nej… Ok – jeg besvarer selv mit spørgsmål. Så er man emsig! eller hvad??