Hej....
Ja så er jeg på igen efter en længere pause. Ved en fejl kom Fyldepennen til at slette min profil, men så det som et tegn på at jeg skulle se at komme videre.
Men nu savnede jeg at skrive og føler at jeg har brug for andres kommentar.
Du er altid velkommen til at skrive.
Der er nok sket en masse i mit liv og alligevel ikke.... Ved det sgu ikke. Kærligheden er stadig ikke fundet og undre mig egentlig.... Møder da en masse som siger at jeg må være en drømme kvinde for den rigtige mand. Men jeg bliver ikke forelsket. Jeg er hamrende bange for at begynde at føle igen, for derefter at blive såret. Min ex var utro og har ikke lyst til at skulle igennem igen, det helvede at skulle afbryde et forhold. Hmm den kloge læser vil du tænke, hun er pesimist... Det er jo netop det jeg ikke er. Jeg er altid positiv, livsnyder og absolut håbløs romantikker som ikke kan finde min gentleman. Men som mit liv er lige nu, savner jeg kun sjældent en livsledsager. Mit liv er fyldt med gode oplevelser, såsom sport, uddannelse, håndarbejde osv. Jeg nyder jo mit liv, men savner at opbygge et nyt forhold, opbygge minde sammen og ikke mindst at elske og blive elsket.
Men denne her singeltid gør mig kold. Lyder lidt hårdt, men det er som om at mænd/kvinder kun er ude på at opleve og når det så bliver kedeligt eller der bliver krævet, så er det bare videre til den næste romance...
Jeg har hele tiden sagt, at en dag står han der, når jeg mindst venter det. Men føler bare at mit liv det går nu...
Jeg er ekstrem lidenskablig og savner virkelig ømhed og nærværd i mit liv.
Ikke fordi jeg er ensom, men bare det at der er en der elsker mig, lige meget hvad.....