Der er gået meget tid siden mit første indlæg, men nu har jeg et problem med at jeg self ikke finder ud af hvad jeg ønsker at gøre.
Måske hjælper det at skrive ned hvad jeg tænker.

Jeg synger siden jeg er 13 år. (Faktisk synger jeg meget længere, men det er den tid hvor jeg startede at gøre det organiseret. Jeg begyndte at synge i et renommeret børnekor).
Med nitten forladt jeg børnekoret (for gammel) og jeg begyndte at singe privat med nogle piger jeg kendte fra koret. Senere oprettete vi et ”vokalensemble” som (med skiftende medlemer) eksisterer stadigvæk. Jeg er den eneste som har været medlem fra begyndelsen men i omkring syv år er vi en varig besætning af de samme syv piger.
Vi prøver to timer om ugen og har forstillinger hos private fester og egene koncerter.

Jeg har altid elsked at gøre det. Sidste måned blev nogle prøver aflyst og jeg lagde mærke til at jeg nydt den tid jeg kunne bruge til andre ting.
De sidste forstillinger følte jeg at jeg bare gør det for jeg har altid gjort det, at jeg ikke virkelig elsker det mere. Det er ikke en belastning men kun blivet til en vane.

Nu overvejer jeg at forlade ensemblet.

Men jeg er bange:
1.
For mig: Det og de har været et stykke af mit liv for mange år. Vil jeg savne det? Vil jeg savne pigerne. Hvad vil pigerne sige når jeg siger at jeg ”siger op”?
2.
For dem: Vi er kun syv piger (+pianist). Vil de vedblive at bestå når de er kun seks eller vil det være min skyld at ensemblet går i opløsning? Jeg frygter dette ansvar!

Og måske er jeg også bange at de ikke går i opløsning, at ensemblet består uden mig og er stadivæk godt! Jeg tror jeg er lidt sindsyg. Jeg er bange for hver udfald!

Jeg frygter at jeg går glip af noget og jeg frygter at jeg sårer nogen.

Og hvad vil alle andre mennesker tænke/sige?
Det skulle ikke påvirke mig. Det er mit liv og jeg skulle gøre det, det gør mig tilfreds! Men hvad er det?


Jeg synger ikke kun i ensemblet, jeg har sangtimer i nogle år (I musikskolen gør vi også koncerter) og jeg er medlem af personalekoret.

Jeg er igen begyndt at sy og det vil være dejlig at bruge mere tid med at sye egen påklædning.
Jeg nyder at passe mine planter.
Jeg vil meget gerne blive undervist i et ny sprog i aftenskole (Italiensk! Måske sammen med min mand?)
Jeg har altid drømt om at danne mit egen tapdance-koreografi, men jeg har aldrig haft nok tid.
...

I morges har jeg forstillet mig at være uden ensemblet og det følte godt.

Jeg tror, jeg er ikker bange for at være uden det, jeg er bange for at tage initiativet at ”sige op”.
Bange for at såre nogen.
Bange for at nogen tænker at det er min mands skyld (som altid har tænkt at det er tidsspilde), men han er ikke årsagen. Årsagen er, at jeg har forændret mig.

Jeg har nydt det for en meget langt tid, men nu tror jeg det er nok.
Jeg tror jeg ved hvad jeg vil... men jeg er bange for at gøre det.