”Ikke græde…ikke græde…IKKE græde! Du ved hvor svært det er at stoppe igen.”
Sådan sang jeg lidt til mig selv da mor og jeg for lidt siden, nærmede os drop-off i lufthavnen.
Jeg græd heller ikke men det var så tæt på. Ikke at der er noget galt med at græde når man skal sige farvel til sin mor, som man måske først ser om lang tid. Men jeg havde ikke lyst til at sende hende af sted med tårer.
Det NEV i hjertet da jeg kørte hjemad. Pludselig følte jeg mig tung og alene. L på søen og mor snart langt væk fra mig igen. Jeg følte en desperat lyst til at smide bilen rundt og løbe efter hende. Måske bare tage med hende tilbage Spanien, ned til Jan og båden? Måske sejle med et par uger? Bare for ikke at skulle undvære hende igen.
Det har været ubeskriveligt dejligt at have hende her hos mig i de dage. Jeg nød endda at blive irriteret på hende da hun punkede mig for at spise noget mere. Jeg nød hendes forvirring, hendes snorken og vores lange dybe samtaler. Specielt i aftes fik jeg denne helt specielle kærlige og trygge følelse, da jeg inde fra min seng kunne høre hende skrald-grine til Peter Sellers.
Jeg vil savne hende ekstra meget den næste tid. Men det er jo også ok. Nu har jeg fået lidt af hende og det kan jeg leve længe på.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Farvel mor er publiceret
21/09-2006 09:58 af
Bastian.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.