Så fandt lægerne endelig ud afm hvorfor min 86-årige far igennem de sidste1½ år har haft brug for blodtransfusioner hver måned: Leukæmi i temmelig fremskredet stade, åbenbart.
De har nu indledt en kemo-behandling og jeg sidder her og undrer mig over HVORFOR??
Bivirkningerne ved behandlingen minder i utrolig grad om de symptomer, der igennem de sidste par år har gjort min fars tilværelse uudholdelig... bare værre.
Man forventer, at behandlingen skal fortsætte livet ud.
JEg får kvalme bare ved tanken om, at jeg nu snart skal igennem det samme med min far, som jeg oplevede ved min mors død for 14 år siden - at skulle se, hvordan et menneske, jeg holder af, bliver holdt kunstigt i live - uden at have noget LIV.... AAAARG

Nå, jeg bliver nødt til at tænke positive tanker.
Tænker på lyset i min fars øjne, når han ser Kraka (der mærkeligt nok er det eneste af hans børnebørn, som han har været vild med);
Tænker på, at jeg imorgen skel ud og se på en ny lejlighed, i den by, hvor jeg arbejder... har smugkigget på den udefra - og den er FED.
Tænker på, at mine unger er blevet selvstændige individer:
Kathrine er lige blevet færdig med HF og arbejder nu som plejer, inden hun i næste uge flytter til Ålborg med kæresten - hun for at læse dansk og han for at påbegynde biblotekar-uddannelsen.
Elisabeth, der efter sine "vilde år" er faldet til ro med sin kæreste og søger ind samme sted, som Kathrine arbejder for at samle erfaring, inden hun næste år vil søge ind på HF mhp at blive sygeplejerske.
Elias, der venter på svar på, om han er optaget på den multimedie-uddannelse, som han har søgt ind på.
Rebekka, der flytter på Skolehjem i Sønderborg, når hun (igen) starter på grundforløbet til mekanikeruddannelsen - der gik lidt ged i det sidst, da hun kom ud for en lærer, som hun bare ikke svingede med - og samtidigt løb ind i den ene lungebetændelse efter den anden.
og Kraka, der er skoleeksemplet på en lykkelig tre-årig....
Og mig selv???
Tja som sædvanligt økonomisk på røven; romantisk uafklaret og arbejdsmæssigt overbelastet........ men jeg kan jo li' det, mit liv :0)