Hvorfor er det sådan. Hvorfor føles det sådan. Frit. Som om jeg virkeligt ikke har noget at miste. Som om jeg kan forlade alt, komme tilbage, og intet ville være forfærdeligt, om det var forandret eller ej. Om jeg var forandret eller ej. Logger af msn. For mange der popper op. Igen og igen. De samme. Nogle andre. Lige meget. Der er ikke noget at tale om med nogen. For meget pral. Har 150 kontaktpersoner eller sådan noget, snakker vel med en 15-30 stykker.... Nogle meget, nogen sjællent. Resten ku egentligt bare slettes. Nå, men nok om det....!
Frihed... Har aldrig følt mig så fri som jeg gør nu. Og hvorfor? Har masser af venner, familie, bekendte, jobs, skole, fritid, kæreste. Har det hele. Har alt det der burde binde mig. Men det er som om de ikke vil. Båndene. Jo mere der er her at elske, jo mere der er at miste jo friere er jeg. Og sådan burde det da ikke være. Jo mere der er at miste, jo mere burde jeg føle mig bundet. Men gør jeg ikke. Alle de usynlige bånd jeg har følt slynget omkring min krop, er forsvundet. De har ligeså stille løsnet sig og nu er de bare væk. Faldet til jorden, sammen med så meget andet. Sammen med venskaber, illusioner, kærlighed og drømme. Det hele har ramt jorden og her står jeg så.
Højere end mine drømme og bare venter. Venter på at nå det hele.
Rejsen. Livet. Drømmen. Vil det hele.
"I samme øjebik vi ønsker at være noget, er vi ikke længere frie" Det står der på min væg. Over min seng. Er det det? Har jeg ikke længere et ønske om at være noget bestemt. Er jeg bare? Er det det der gør mig fri? Er det det der giver mig lysten til at forsvinde. Fordi jeg efterhånden kan. Fordi jeg kan om 3 måneder.
Kan forlade alt til den tid, og aldrig komme tilbage hvis jeg ønsker det sådan. Men venter. Venter til efterår 2007. Og så gør jeg det. Lever drømmen ud.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.