Sidder og har det mærkeligt; jeg havde mine allersidste skoletimer idag. Nu skal jeg aldrig mere sidde i "mit" klasselokale med de her personer og høre om min lærers sokratiske diskussioner og grine lungerne ud af min engelsklærers energiske hop og spring og illustrerende mime-optræden...har aldrig mødt en mand som ham, han sætter gang i alt, og er alligevel rar og rolig når det behøves...kommer til at savne ham enormt meget mere end så mange andre, håber jegb kan skrive til ham fra Canada næste år...

Fik at vide at jeg slet ikke behøver være bange men har helt styr på matematikken, og bliver vel nødt til at tage hendes ord for det, når det nu er hende, der har været lærer de sidste tyve år - hvorfor føler jeg mig så så inderligt forvirret når jeg skal forklare mine kruseduller på papiret?

Håber virkeligt at jeg fik hjulpet P; hans far ringede til mig i lørdags og spurgte om jeg ville bruge en dag sammen med dem, for der var storkrise i hjemmet - P havde fået 6 i skriftlig biologi...ikke fordi det egentlig betyder noget som helst for ham, han har ikke lavet noget, det interesserer ham ikke, og hans snit er på 9 alligevel...men det betyder noget for hans forældre, og jeg sagde ja fordi jeg ved, at han har det hårdt...de ved ikke, at han har pjækket eller hvem han går med og hvor tit han fester...han er deres revisordreng og skal være god til alt...jeg har ondt af ham, selvom han også selv fucker meget op...han går til højt højt plans kampsport og er til stævner og stævner og stævner - han presses ned i vægt for at kunne være i en vægtklasse, hvor alle er lavere end ham - han har lige fået konstateret epilepsi - han stresses konstan af sin far for ikke at være god nok, hurtig ög ordentlig nok, selv med ti er han for dårlig....men vi hyggede os og fik hjulpet ham fremad i bio, tror jeg på, og han virker meget taknemmelig :)

Nå, brat afslutning, blev inviteret på aften have-kigge-tur af forældrene :)

Qnuz til alle