først en tak for en venlig kommentar til sidste tekst...svært at tro på at nogen har haft det sådan her når jeg nu føles så alene i verden, men rart at vide at der er, på en måde...

Jeg har fået skrevet en sms(jeg ved det godt, tale-tale-tale, men det er mindre smertefuldt på fonen...) og sagt at vi må tale sammen, L og jeg...hun kryber lidt og siger hun er træt og har ondt, og jeg ved godt at hun er syg, men bliver nødt til at trumfe en aftale igennem, for jeg hænger snart ikke sammen mere...

de mindste trælse ting i skolen får mig til at græde stille og tænke på det, et ord om det og ´tårerne løber igen, fuldstændig ligeglade med om jeg står foran et spejl eller midt i klasselokalet...Jeg sover elendigt, som jeg har gjort de sidste fire måneder, er gået en karakter ned og har det virkelig dårligt...er så træt af at græde....men det virker bare så nemt for tiden...

Laura var sød nok til at skrive og foreslå at jeg flyttede ind, jeg var fristet til at sige ja tak, men duer jo ikke at flygte fra problemrne...suuk...er meeeget nervøs for den samtale på fredag, men hellere vide sikkert at det er slut med hende end håbe og håbe på at få venner igen....

nok selvynk, skolen kalder...igen...qnuz